Stress
Kamp-, flugt-, frys- og kryberesponsen
Der kan være mange årsager til, at man oplever stress, fx svære arbejdsbetingelser og samarbejdsvanskeligheder, vedvarende bekymringer og parforholdsproblemer.
Når man er stresset, er der sket en aktivering af en fysiologisk stressrespons, der er naturlig, men som over tid kan dræne os betydeligt både fysisk og psykisk. Vi er skabt til at kunne blive stressede for at sikre vores overlevelse ved trusler. Fysiologisk medfører stress udløsning af stresshormoner som kortisol og adrenalin, og vores krop bliver i stand til at bruge en stor mængde energi inden for en kort tidsperiode, så vi fx kan løbe hurtigt væk fra en fare.
Kortvarig stress er altså livsvigtig for os at kunne mobilisere. Men når vi i længere tid befinder os i alarmberedskab og reagerer med en kamp-, flugt-, frys- eller krybrespons og fx konstant overpræsterer på jobbet og hjemme (kamp) eller overtilpasser os, pleaser og overhører egne behov (kryb), så udvikler vi en række symptomer, der påvirker vores funktionsniveau og livskvalitet.
Fysiske symptomer:
- Åndenød og trykken for brystet
- Hjertebanken
- Smerter og spændinger i kroppen
- Mave- og fordøjelsesproblemer
- Svimmelhed
- Forandringer i appetitten
- Manglende overskud og energi
- Søvnbesvær
Psykiske symptomer:
- Hukommelses- og koncentrationsbesvær
- Følelsesmæssig overvældelse
- Vrede
- Høj grad af bekymringer
- Social tilbagetrækning
- Angst og depressive symptomer